Vores vision
Det skal være trygt og værdigt at blive ældre i Rudersdal. Ældreplejen skal tage udgangspunkt i det enkelte menneskes liv, ønsker og vaner.
Hjemmepleje og plejehjem skal være præget af nærvær, frihed og livsglæde – ikke af minutstyring og ensartede løsninger.
Udfordringen
Alt for meget tid går i dag med dokumentation, kontrol og centrale regler. Medarbejderne får for lidt frihed, og borgerne oplever, at systemets standarder vejer tungere end deres egne ønsker.
På plejehjem bliver beslutninger om mad, aktiviteter og hverdagsliv let politiseret, mens ensomhed og mangel på kontinuitet svækker livskvaliteten.
Det vil vi
- Give ældre frit valg mellem offentlige og private leverandører.
- Indføre mere fleksible plejepakker, så hjælpen kan tilpasses den enkelte.
- Begrænse dokumentation og bureaukrati, så medarbejderne får mere tid til omsorg og relationer.
- Bruge teknologi, når den øger tryghed og selvstændighed.
- Give plejecentrene stærkere lokal ledelse og større frihed.
- Give beboere og personale større indflydelse på hverdagen.
- Give plads til friplejehjem og nye omsorgsformer, blandt andet inspireret af Dagmarsminde.
- Sikre reel indflydelse på mad og aktiviteter – også plads til sherry og cigar, hvis man ønsker det.
- Styrke forebyggende tilbud og lokale fællesskaber mod ensomhed.
- Tænke nye plejehjem sammen med daginstitutioner, sundhedstilbud og fællesarealer, så generationer kan mødes.
Mere frihed i hverdagen
Et værdigt ældreliv ser ikke ens ud for alle. Derfor skal hjælpen i højere grad kunne tilpasses det enkelte menneskes ønsker, vaner og behov.
Det gælder både hjemmeplejen og livet på plejecentrene. Beboerne skal have reel indflydelse på deres hverdag, mens medarbejderne skal have den faglige frihed til at bruge deres tid på mennesker frem for unødvendig kontrol og dokumentation.
Plejehjem med liv og fællesskab
Et plejehjem skal være et hjem – ikke blot en institution. Derfor ønsker vi stærkere lokal ledelse, større indflydelse til beboere og personale samt plads til forskellige måder at organisere ældreplejen på.
Nye plejehjem bør samtidig tænkes sammen med daginstitutioner, sundhedstilbud og fællesarealer. Det kan skabe naturlige møder mellem generationer og give mere liv og fællesskab i hverdagen.