Vores vision
Rudersdal skal være Danmarks mest erhvervsvenlige kommune og en attraktiv arbejdsplads.
Virksomheder skal mødes af hurtig service, enkle regler og gode rammer for investeringer og arbejdspladser. Kommunens egne medarbejdere skal opleve ordentlig ledelse, faglig frihed og respekt.
Udfordringen
Lang sagsbehandling, uklare indgange til kommunen og unødvendige regler gør det sværere at etablere og udvikle virksomhed.
Dækningsafgiften svækker konkurrencen med nabokommunerne, og erhvervspuljer kan blive en erstatning for generelt gode vilkår. Kommunen har samtidig haft personalesager, der viser behovet for tydeligere ledelsesansvar og rettidig omhu.
Det vil vi
- Gennemføre et administrationscheck og forkorte sagsbehandlingstiderne.
- Indføre princippet om, at to regler skal ud, når én ny kommer ind.
- Give virksomheder én tydelig indgang til kommunen.
- Oprette en digital etableringsguide, hvor kunstig intelligens bruges til at finde svar og skabe overblik.
- Sænke dækningsafgiften straks til niveauet for offentlige ejendomme og på sigt afskaffe den.
- Fjerne erhvervspuljer som en del af finansieringen af lavere dækningsafgift.
- Bevare gratis parkering og ordentlige trafikforhold, der understøtter handelslivet.
- Muliggøre privat udvikling af Birkerød Hovedgade, Vedbæk Havn og relevante erhvervsarealer frem for kommunalt drevne projekter.
- Sikre kommunens medarbejdere dygtige ledere, medindflydelse, metodefrihed og konkurrencedygtige vilkår.
- Vurdere ledige kommunale stillinger kritisk, før de automatisk genbesættes.
En kommune, der gør det lettere at drive virksomhed
Virksomheder skal bruge deres tid på at udvikle forretningen og skabe arbejdspladser – ikke på unødvendigt bureaukrati og på at finde den rigtige indgang til kommunen.
Derfor vil vi forkorte sagsbehandlingstiderne, skabe én tydelig indgang til kommunen og bruge digitale værktøjer og kunstig intelligens til at gøre information lettere tilgængelig. Samtidig skal mængden af regler begrænses gennem princippet om, at to regler skal ud, når én ny kommer ind.
Gode rammer frem for kommunale projekter
Et stærkt lokalt erhvervsliv kræver gode generelle rammevilkår. Derfor vil vi arbejde for lavere dækningsafgift, gratis parkering og trafikforhold, der understøtter handelslivet.
Udviklingen af blandt andet Birkerød Hovedgade, Vedbæk Havn og relevante erhvervsarealer skal kunne ske med private kræfter. Kommunens rolle skal være at skabe rammerne for udvikling – ikke selv at drive projekterne.