Vores vision
Rudersdal skal være en veldrevet kommune med sunde finanser, lavere skatter og en administration, der bruger borgernes penge med omtanke.
Kommunen skal prioritere kernevelfærd og skabe gode rammer for borgere og virksomheder. Målet er, at Rudersdal på sigt får landets laveste kommuneskat uden at gå på kompromis med kvaliteten i de vigtigste tilbud.
Udfordringen
Kommunens økonomi er presset af voksende udgifter, mange administrative lag og skiftende sparekrav.
For mange ressourcer bindes i puljer, konsulenter, kommunikation og bygninger, der ikke længere understøtter kerneopgaverne. Når økonomistyringen ikke er tilstrækkelig robust, ender regningen hos borgerne, og institutionerne mødes af kortsigtede besparelser.
Det vil vi
- Sænke kommuneskatten og grundskylden med mindst 0,1 procentpoint.
- Arbejde for helt at afskaffe dækningsafgiften.
- Gennemføre et effektiviseringscheck af hele administrationen og sammenligne Rudersdal med landets bedst drevne kommuner.
- Reducere brugen af eksterne konsulenter og kommunikationsmedarbejdere og gennemgå kommunens puljer.
- Sælge overflødige kommunale bygninger.
- Konkurrenceudsætte mindst halvdelen af de kommunale opgaver, når det kan give bedre kvalitet og mere værdi for pengene.
- Give medarbejderne større faglig frihed.
- Bruge digitale værktøjer og kunstig intelligens til at frigøre mere tid til borgerne.
- Bruge budgetdisciplin, moderat befolkningstilvækst og borgernes tilfredshed som faste pejlemærker for kommunens ledelse.
Lavere skat – med styr på økonomien
For os handler en ansvarlig økonomi ikke alene om at spare. Det handler om at prioritere. Når kommunen drives effektivt, skal gevinsten komme borgerne til gode gennem bedre kernevelfærd og lavere skatter.
Vi vil derfor arbejde for at sænke kommuneskatten og grundskylden med mindst 0,1 procentpoint og på sigt gøre Rudersdal til kommunen med landets laveste kommuneskat. Skattelettelser skal ske ansvarligt og med respekt for kommunens langsigtede økonomi og de vigtigste velfærdsopgaver.
Mere værdi for pengene
Hver krone, kommunen bruger, kommer i sidste ende fra borgerne og virksomhederne. Derfor skal vi løbende spørge, om opgaverne bliver løst på den mest effektive måde.
Vi vil gennemgå administrationen systematisk og sammenligne Rudersdal med veldrevne kommuner på tværs af landet. Kommunens puljer, brug af eksterne konsulenter, kommunikationsressourcer og ejendomme skal gennemgås kritisk.
Samtidig skal konkurrenceudsættelse, digitalisering og kunstig intelligens bruges dér, hvor det kan give bedre kvalitet eller frigøre medarbejdernes tid. Målet er ikke effektivisering for effektiviseringens skyld, men at flere ressourcer kan bruges på de opgaver, borgerne mærker i hverdagen.