Vores vision
Rudersdal skal være en kommune, hvor mennesker med handicap og socialt udsatte mødes med respekt, retssikkerhed og hjælp i tide.
Støtten skal styrke den enkeltes frihed og mulighed for et selvstændigt liv – ikke gøre borgeren afhængig af et tungt system.
Udfordringen
I 2024 omgjorde Ankestyrelsen 53 procent af Rudersdals påklagede afgørelser på børnehandicapområdet mod 37 procent på landsplan. På socialområdet var tallene 46 mod 34 procent.
Det betyder, at familier og borgere alt for ofte må igennem lange og opslidende klageforløb for at få den hjælp, de har krav på. Tid og penge bruges på møder, dokumentation og fejl, mens nødvendige hjælpemidler og støtte forsinkes.
Det vil vi
- Sikre korrekt sagsbehandling første gang.
- Indføre klare maksimale sagsbehandlingstider.
- Give mulighed for midlertidig hjælp, mens en sag behandles, når behovet er åbenlyst.
- Sikre hurtig bevilling af nødvendige hjælpemidler, når det menneskeligt og økonomisk er den fornuftige løsning.
- Give børn, voksne og familier større indflydelse på støttetype, bosted, aktiviteter og leverandør.
- Ligestille private og civilsamfundsbaserede tilbud med kommunale tilbud.
- Lade fagpersonalet bruge mindre tid på kontrol og mere tid på mennesker.
- Offentliggøre resultater om sagsbehandling og omgørelser og systematisk lære af fejl.
- Sikre tydelig klagevejledning.
- Målrette hjælpen efter borgerens egne ønsker og ressourcer med størst mulig selvstændighed som mål.
Retssikkerhed fra første afgørelse
Borgere og familier skal kunne have tillid til, at kommunen træffer korrekte afgørelser og yder den nødvendige hjælp i tide. Lange klageforløb belaster både den enkelte og kommunens ressourcer.
Derfor vil vi have større fokus på korrekt sagsbehandling første gang, klare maksimale sagsbehandlingstider og systematisk læring af fejl. Borgerne skal samtidig have tydelig vejledning om deres muligheder for at klage.
Hjælp med udgangspunkt i mennesket
Støtten skal tage udgangspunkt i det enkelte menneskes behov, ønsker og ressourcer. Børn, voksne og familier skal derfor have større indflydelse på blandt andet støttetype, bosted, aktiviteter og valg af leverandør.
Når behovet er åbenlyst, skal systemet heller ikke stå i vejen for nødvendig hjælp. Midlertidig støtte skal kunne gives, mens sagen behandles, og nødvendige hjælpemidler skal kunne bevilges hurtigt. Målet skal være størst mulig frihed og selvstændighed for den enkelte.