Vores vision
Rudersdal skal forblive en grøn, smuk og attraktiv kommune med lave, harmoniske byggerier og velfungerende lokalsamfund.
Udvikling skal ske med respekt for kommunens natur, arkitektur og eksisterende kvarterer – og i tæt dialog med de borgere, der berøres.
Udfordringen
Borgerne oplever for ofte, at lokalplaner udformes langt fra hverdagen i det område, de gælder for.
Samtidig står kommunale bygninger tomme, mens veje, cykelstier og parkeringsforhold ikke altid følger borgernes behov. Store projekter kan trække ud eller miste lokal opbakning, når ansvar, økonomi og retning er uklare.
Det vil vi
- Beskytte de grønne områder og fastholde en byudvikling med lav og indbydende bebyggelse.
- Sikre reel borgerinddragelse i nye lokalplaner.
- Give berørte borgere en stærk stemme, før de politiske beslutninger træffes.
- Møde borgere og bygherrer med en løsningsorienteret tilgang og hurtig, forudsigelig sagsbehandling.
- Prioritere vedligeholdelse af veje og cykelstier.
- Lade parkeringskapaciteten afspejle det faktiske behov og bevare gratis parkering, hvor den understøtter handel og lokalliv.
- Sælge tomme eller overflødige kommunale ejendomme, herunder Birkerød Rådhus, når de ikke længere har en nødvendig kommunal funktion.
- Fremme udviklingen af Vedbæk Havn og marinaprojektet i samarbejde med private aktører og med respekt for havnemiljø, naboer og en sund økonomi.
Udvikling med respekt for lokalområdet
Byudvikling skal ikke ske hen over hovedet på de mennesker, der bor i området. Nye lokalplaner skal udvikles med reel borgerinddragelse, så lokale erfaringer og konsekvenser bliver en del af beslutningsgrundlaget, før de politiske beslutninger træffes.
Samtidig vil vi fastholde Rudersdals grønne karakter og arbejde for lav og indbydende bebyggelse, der respekterer eksisterende kvarterer, natur og arkitektur.
En kommune, der fungerer i hverdagen
God byudvikling handler også om de praktiske rammer omkring hverdagen. Veje og cykelstier skal vedligeholdes, og parkeringskapaciteten skal følge det faktiske behov. Gratis parkering skal bevares, hvor den understøtter handel og lokalliv.
Kommunen skal samtidig forholde sig aktivt til bygninger, den ikke længere har brug for. Tomme og overflødige ejendomme bør sælges og bringes i ny anvendelse frem for fortsat at binde kommunale ressourcer.