Rudersdals erhvervsliv fortjener større ambitioner

Rudersdals erhvervsliv fortjener større ambitioner

Der er masser af gode virksomheder og driftige mennesker i Rudersdal. Derfor må vi også godt have lidt højere ambitioner på deres vegne.

Rudersdal ligger nummer 47 ud af 98 kommuner, når det gælder væksten i nye virksomheder. I første halvår af 2026 steg antallet med 9,4 procent mod 11,5 procent på landsplan.

Det får ikke Erhvervsrådets næstformand, Jacob Netteberg, til at ligge søvnløs. Til Sjællandske Nyheder siger han: »Derfor planlægger vi at fastholde det, vi gør.«

Det er selvfølgelig én mulighed. Men måske skulle vi også overveje at gøre noget mere?

For Dansk Industris måling af lokal erhvervsvenlighed viser også, at der er noget at tage fat på. Rudersdal er ganske vist rykket flot frem fra nummer 85 til nummer 62 blandt 91 kommuner. Det skal vi glæde os over. Men på kommunal administration ligger vi stadig nummer 78. Virksomhederne peger blandt andet på byggesagsbehandling og digitale erhvervsservices.

Det er faktisk områder, vi som kommune selv kan gøre noget ved.

Derfor studsede jeg også lidt over Nettebergs melding. For i samme artikel fortæller han, at kommunen ikke har aktive tiltag, der skal øge interessen for at starte virksomhed.

Så melder det lidt oplagte spørgsmål sig: Hvad er det helt præcist, vi skal fastholde?

For Liberal Alliance er iværksætteri noget, vi gerne vil investere mere i. Derfor har vi i budgetforhandlingerne for 2027 fået afsat penge til iværksætterklasser, så flere unge kan prøve kræfter med idéudvikling, entreprenørskab og måske en dag deres egen virksomhed.

Vi forventer også lidt mere af Erhvervsrådet. Hvilke barrierer vil rådet have fjernet? Hvilke konkrete forbedringer foreslår det? Og hvor vil vi gerne have Rudersdal hen?

Jeg forventer ikke, at Rudersdal ligger nummer ét i morgen. Men jeg synes godt, vi må være lidt mere utålmodige.

For når vi ligger nummer 47, og væksten er lavere end landsgennemsnittet, bør svaret ikke være: Vi fortsætter bare som hidtil.

Det må være: Hvordan gør vi det bedre?

Det synes jeg faktisk, Rudersdals virksomheder fortjener.

Scroll to Top